Af Birgitte Jensen og Ulla Sørensen

Næsten alle hunde har godt af en cykeltur, hvis længden og farten blot er tilpasset hundens størrelse, alder og kondition. Foruden at hunden får brændt en masse energi af, styrker cykelturen både hjerte og lunger samt ikke mindst rygmuskulaturen.
Men start langsomt både med den unge hund og efter vinterens pause.

Det er ikke hundens størrelse, der afgør, om man kan cykle med den. Det er udelukkende bestemt af dens naturlige trav-hastighed. Enhver hund, der traver hurtigere, end dens gående eller små1øbende menneske kan følge med, har godt af en cykeltur.

Grebet fornuftigt an er cykling den bedste og nemmeste form for konditions-træning, man kan tilbyde sin hund. Afslappet, rytmisk trav i passende mængde styrker både hjerte og lunger. Det udvikler desuden en god muskuløs krop, en stærk ryg og frie bevægelser. Endelig er det en effektiv kur mod enhver tendens til overvægt.
Cykeltræning er næsten en nødvendighed for alle hunde, der skal kunne bestille noget. Men også udstillingshunde har gavn af den.

At den er tilsvarende nyttig for det ledsagende menneske er kun et ekstra plus til cykelturen.

Gå langsomt frem!

De fleste hunde kan lide at løbe ved siden af cyklen. Nogle med det samme, andre efter nogen tilvænning.
Og det er ikke synd at cykle med sin hund. Forudsat selvfølgelig, at man gradvis forbereder den til denne temmelig hårde form for motions-program.

Den nødvendige kondition er ikke noget, der kan trænes op på et par uger, hverken når man starter med den helt unge hund, eller når man henter cyklen frem til de første forårsture efter flere måneders pause. Lige så lidt kan man springe fra ti minutters cykelture til en halv times cykling eller mere. Man må gå meget langsomt frem, cykle med hunden jævnligt og kun øge turens længde en smule fra uge til uge.
Pas hele tiden på ikke at overanstrenge hunden. En for voldsom belastning af benene kan give den voldsomme smerter, som den kun langsomt forvinder. I værste fald kan det føre til livsvarige skader.

Begynd med at gå
Man kan godt starte cyklingen i det små, når hvalpen er et halvt års tid gammel, forudsat at den er sund og veludviklet. Er man uerfaren, er det dog klogt at vente til den er ni til tolv måneder gammel.

I starten går man bare en god tur med hunden på sin højre side og cyklen på venstre. Gå helt inde i vejsiden, så hunden lærer at følge kantstenen eller rabatten.
Næste trin er at flytte cyklen ind mellem sig selv og hunden, som altså stadig går på højre side. Derved lærer den hurtigt sin plads at kende i forhold til cyklen.
Når den efter en måneds tid har lært at lade være med at bide i dæk og pedaler, kan man prøve at sætte sig op på cyklen og tage ture ganske langsomt frem og tilbage ad den efterhånden kendte vej.
Med korte ryk i linen kan man ret hurtigt gøre hunden begribeligt, at man ikke træder i pedalerne for at lokke den til at bide efter sko og bukseben. Samtidig er det vigtigt at lære den ikke at løbe mere end cn halv meter frem foran højre knæ.

Vant til trafikken
Nu kan man så småt begynde at øge tempoet. Dog hele tiden på hundens betingelser.
Man kan også lidt efter lidt øge turens længde. Mange brugshundefolk mener, at en hvalp kan klare at løbe ved siden af cyklen et antal kilometer svarende til dens alder i måneder. Dette gælder dog naturligvis ikke mindre racer, og man bør under alle omstændigheder hele tiden være på vagt over for eventuelle træthedstegn .
Desuden bør det være indlysende, at man også går langsomt frem, når det gælder om at vænne hunden til trafik. Man ændrer ikke fra den ene dag til den anden ruten fra stille villakvarterer til stærkt befærdede gader og veje.

Vend kæden
Brug læderhalsbånd til hunden i starten, eller sæt linen fast i begge kædens ringe, men pas på, at hunden ikke smutter bagud af halsbåndet.
Til meget aktive hunde kan det dog være nødvendigt at bibeholde kvælerkæden. I så fald skal den vendes, da hunden befinder sig på højre side, ellers har den ingen virkning.

Sørg i øvrigt for, at cyklens bremser er i orden. Har den to håndbremser, placeres de, så baghjulsbremsen aktiveres af venstre hånd. Derved kan man bremse uden at stå på hovedet ud over styret, selv om højre hånd er optaget af at bremse hunden.

I slap line
Generelt skal hunden altid være i line, når man cykler med den. Alt andet er for farligt både for hunde og mennesker.

Linen skal dog kun være stram, når man har brug for at holde hunden tæt ind til sig, f.eks. hvis en fugl flyver op, eller en kat smutter over vejen foran cyklen, eller hvis en anden hund i lang line får lov at springe ud i rendestenen og snappe efter hundens bagben.

Ellers skal linen være slap uden at være slæbende og samtidig så kort, at hunden ikke kan løbe længere frem og tilbage, end at dens snude er mellem cyklens for- og bagnav. Her kan man bedst styre hunden og hindre, at den pludselig i forskrækkelse over et eller andet farer ud foran eller bagom cyklen og vælter den eller bliver kørt over.

Hold farten nede
Lad hunden bestemme farten »nedad«. Kør altid så langsomt, som hunden ønsker at løbe. Det er det rene dyrplageri at hale hunden af sted efter cyklen, for »nu skal den sørme have motion«. Orker den ikke andet end at lunte af sted, er det direkte skadeligt, hvis man tvinger den til at løbe med større hastighed.

Bestem selv farten »opad«. Hold hastigheden nede - man har dårligt styr på både hund og cykel, når den er for høj.
Lad ikke hunden galoppere ved siden af cyklen. Det giver mindre motion og belaster forparten unødigt- i værste fald skadeligt - hver gang bagbenene løftes fremad. Især hvis man cykler med hunden med henblik på at forbedre dens afspark med bagbenene er det vigtigt, at den hele tiden går i et rytmisk trav.

Lad ikke hunden trække
Lad ikke i almindelighed hunden trække cyklen.
For det første er det farligt. Hunden har overtaget, når den trækker, og så kan det i en given situation være svært at standse/styre den og cyklen.
For det andet kan det skade hundens åndedrætsorganer, hvis den trækker længe og hårdt via et snærende halsbånd.

Har man en speciel grund til at lade hunden trække, f.eks. for at udvikle dens rygmuskler, bør man lade den gøre det ved hjælp af en sele omkring forkroppen. Eventuelt kan man med forsigtighed bruge et læderhalsbånd, der er så bredt, som det kan være uden at genere hovedets og skuldrenes bevægelser.

Find et godt sted
Det er ikke ligegyldigt, hvor man lader hunden løbe, når det skal foregå i en helt fast rytme som ved siden af en cykel.
Jordbunden bør ikke være for blød. Det er belastende for hundens mellemhånd og håndled .
Grus er også mindre egnet. Det kan sætte sig fast mellem trædepuderne og med sine skarpe kanter give ubehagelige vabler.

Asfalt er mange gange mere skånsomt end grus. Man skal blot sørge for langsomt at hærde trædepuderne på denne hårde bund og holde en passende lav hastighed.

Almindelig jord og en græs
rabat, der ikke er blød, er udmærket underlag for en travende hund. Prøv at finde et sådant sted i optræningsperioden.

Hold måde
At cykle med hunden er en god og nem måde at fa brændt en masse energi af på. I hvert fald i starten.
Men selv en mellemstor hund vænner sig hurtigt til en cykeltur på en halv snes kilometer om dagen. så længe den er i sin bedste alder. Og så har man pludselig skabt et motionsbehov hos hunden, som er større, end man selv kan leve op til.

For de fleste vil det være mere praktisk at nøjes med at cykle med hunden to-tre gange om ugen end hver dag. Så bliver der også tid til de spadsereture, som cykelturene alligevel ikke kan erstatte. Cykelturene giver masser af motion, men de byder ikke på de mange oplevelser af forskellig art, som også er med til at skabe en indholdsrig tilværelse

Kilde: Hunden 3/84